Struktur

[…]

At strukturere vil sige at man giver sit stof en struktur – eller en form, som det også kaldes. Når en teksts struktur er stillet op i korte stikord, kalder man den en disposition.

Når man strukturerer sit stof, er der især tre ting man træffer beslutning om: udvælgelse, vægtning og rækkefølge.

Udvælgelse. Når man skriver, har man ofte mere stof end det der skal med. Man må udvælge – være selektiv. Det er især udvælgelsen der giver teksten et fokus. Det stof der er brug ofr til at belyse tekstens fokus og opfylde dens formål – det skal med. Det andet skal ud.

Vægtning. Udvælgelse går hånd i hånd med vægtning. De ting der udvælges til at komme med i teksten, er ikke lige vigtige. De vigtige må vægtes mere, dvs. de må tildeles mere plads i teksten end de mindre vigtige. Det er at vægte stoffet. […]

Rækkefølge. Man er nødt til at ordne de enkelte dele af en tekst i en bestemt rækkefølge, men man kan gøre det efter forskellige principper. Nogle af de vigtigste principper at gå frem efter, er disse tre: vigtighed, tidsfølge og logik.

Vigtighed. Nyhedsartikler er ordnet efter vigtighed – de siger det vigtigste først. Dette strukturprincip kaldes undertiden katten ud af sækken. Alle vigtige data skal om muligt med i første sætning; senere kommer baggrundsstof og detaljer. Hvis læseren på forhånd er interesseret i emnet man skriver om, bør man slippe katten ud af sækken. Nyhedshistorier er bygget sådan op, fordi man antager, at læserne på forhånd er interesseret i nyheder. Noget tilsvarende gælder, hvis læseren er forpligtet til at læse teksten – hvilket er tilfældet ide fleste former for breve. Hvis man skriver til kommunen for at ansøge o noget, så er kommunen forpligtet til at læse brevet, og derfor bør man i 1. sætning slå fast, had man ansgøer om. Baggrundsstoffet kan komme længere nede.

Der findes en modsat struktur, som består i at tage det vigtigste sidst. Til forskel fra ”katten ud af sækken” kan denne struktur kaldes katten efter musen. Her er læseren – ligesom katten – på jagt efter noget, som man først får fat i til allersidst. Resultatet er spænding – bedst kendt fra fiktion.

Tidsfølge. I nyhedsartikler fortælles tingene ofte i en rækkefølge der ikke svarer til tidsfølgen. Det der siges først (fx at nogle fanger stak af gennem et hul i en fængselsmur), skete ikke først (forinden skete der nemlig det at en gummiged kom kørende og lavede hullet.) At avisen bruger det man kan kalde en kunstig rækkefølge for at få det vigtigste anbragt først. I den ”spændende” udgave derimod fortælles tingene i naturlig rækkefølge, dvs. i overensstemmelse med tidsfølgen.

[…]

Logik. Rækkefølgen i en tekst kan også være lavet efter et logisk princip. Hvis man fx ser på en leksikonartikel om et land, vil den i reglen omtale geografi og natur før befolkning, som igen kommer før historie og kultur. Det er af ”logiske” grunde. Landets geografi og natur er logisk set overordnet befolkningen; det er et land, hvortil der hører et folk, ikke omvendt. Og til dette folk hører der en historie og en kultur, ikke omvendt. Derfor står folket før dem.

Leksika og andre opslagsbøger følger næsten altid denne art logisk rækkefølge; det går fra det overordnede til det underordnede.

Men der findes også en anden type logisk rækkefølge. Man kender den især fra lærebøger og andre pædagogiske tekster; det er den der går fra det simple til det sammensatte.

[…]

Fra: Heltberg, Eva og Kock, Carsten: Skrivehåndbogen, Gyldendal 1997