Skriv i fagene
Linjeoversigt

Skrivemetro  >  Skriv i fagene  Linjeoversigt   -  Index   -   Forside

Fagenes metoder - Dansk

 

Arbejdsformer

Danskfaget bygger på de tre søjler: Litteratur, sprog og medier. Inden for hver søjle arbejdes der på forskellig vis, men fælles for de tre er den analytiske tilgang i faget. Du vil i løbet af de tre år lære at analysere, fortolke og perspektivere forskellige typer af tekster (fiktion og fakta) med udgangspunkt i de tre søjler.

I din SRP skal du trække på den analytiske viden, du har opnået i undervisningen. I opgaven vælger du oftest én af de tre søjler at analysere en tekst ud fra, men du vil kunne opleve en kombination af to. Der skal dog være et klart fokus.

 

Metodiske overvejelser

Når vi taler metoder i en SRP, så handler det i dansk om den tilgang, du tilgår teksterne med. Det vil sige, at du skal vide, hvilken analysemetode du anvender og hvilke ”konsekvenser” det har for dit resultat. Skriver du SRP, hvori der er analyse af en tale, så vil du oftest vælge at kigge på teksten ud fra en retorisk og argumentatorisk tilgang. Analyserer du derimod en fiktionstekst, vil du måske anvende den socialhistoriske, den biografiske, den strukturalistiske, den psykoanalytiske eller den nykritiske analysemetode. Du bør nøje overveje, hvorfor du benytter den valgte fremgangsmåde.

 

Metoder i dansk:

 

Det litterære stofområde:

·         Nykritisk analysemetode

·         Biografisk analysemetode

·         Psykoanalytisk analysemetode

·         Socialhistorisk/Ideologikritisk analysemetode

·         Den nye ideologikritik (se teori og metode i bogen ”Den sociale vending – dansk litteratur efter 2000” (2015) Af Jens Kramshøj Flinker, Det ny forlag)

·         Strukturalistisk analysemetode

·         Postmoderne analysemetode

 

Det sproglige stofområde:

·         Argumentationsanalyse og retorik

·         Diskursanalyse

·         Sociolingvistisk analysemetode

 

Det mediemæssige stofområde:

·         Kommunikationsanalyse

·         Reklameanalyse

·         Billedanalyse

·         Film/TV-analyse

 

 

Dine og andres undersøgelser

Dine egne undersøgelser i form af dit analysearbejde af teksterne skal fylde en del i din SRP med dansk. Du kan godt bruge andres undersøgelser fx i en sammenlignende eller perspektiverende del af opgaven, men analysen skal være det bærende element, og ikke noget du må gå på kompromis med. Husk: at gå i dybden vil sige at underbygge dine pointer med citater fra den analyserede tekst, så du viser, du netop arbejder tekstnært og understreger dine pointer med eksempler fra teksten.

 

Basale videnskabsteoriske overvejelser

I det mundtlige forsvar af din SRP, skal du præsentere nogle basale videnskabsteoretiske overvejelser i forhold til dit projekt. Den basale videnskabsteori får du præsenteret i tre moduler af en filosofilærer.

Ift. videnskabsteori inden for humaniora – og dermed også dansk - er genstandsfeltet tekster, og det er vigtigt at gøre sig klart, hvilken type tekst, man arbejder med. Er der tale om en fiktionstekst, en historisk kilde, en dokumentar eller lignende? Med andre ord skal du finde ud af, hvilken genre eller hvilke genrer du arbejder med, og hvad der er teksternes formål.

Til den mundtlige eksamen skal du forklare, hvorfor du anvender den valgte metode, herunder redegøre for effekten af brugen. Kan din undersøgelse af én konkret tekst bidrage til at forstå et større perspektiv? Bekræfter den eller modsiger den en given tese? Er den et eksempel på et kulturfænomen? Hvordan kan de spørgsmål, du stiller til teksten, bidrage til at besvare dit hovedspørgsmål? Og kunne du have valgt en anden metode og fået et andet resultat, der også ville være brugbart i besvarelsen af dit hovedspørgsmål?