Ethosappel kan inddeles i tre undergenrer: phronesis (klogskab) en emneorienteret ethosappel, arete (dyder), en afsenderorienteret ethosappel, og endelig eunoia (velvilje), en modtagerorienteret ethosappel. Ethos forbindes også med mere moderne begreber som "image", og nyere teorier (McCroskey) inddeler da også ethos i fx. "initial ethos", "derived ethos" og "terminal ethos", hvor "initial ethos" er den troværdighed (eller image), som man har hos tilhørerne, allerede inden man begynder at tale.
Situationen er altafgørende for, hvordan ethosappel virker. Taler man for et stærkt kritisk publikum, er det oftest en fordel at understrege sin egen troværdighed, men overdriver man og taler for meget om sig selv og sine evner, kan det hurtigt blive til det modsatte, så man rent faktisk mister troværdighed. Taler man omvendt i en situation, hvor selve emnet er underordnet, evt. en tale til en uhøjtidelig familiebegivenhed eller et standup-show, så forventes det i høj grad, at publikum inddrages (eunoia), og at man understreger sin troværdighed løbende, bl.a. for at vise, at man er en værdig repræsentant til at tale på fællesskabets vegne.
For 25 år siden bragte Samvirke en artikel, som kickstartede øko-bølgen. Læs hvordan det røde Ø voksede, og hvor det er i dag" (set på forsiden af Samvirke, nr. 4, April 2006) [typisk arete, da bladet mellem linierne "praler" af både at besidde dyderne 1) at tænke på miljøet og sundheden, 2) at være et godt blad, der er i front med nyhederne/ gode til at sætte vigtigt emner på dagsordenen]
Samvirke har gennemført den hidtil mest grundige undersøgelse blandt de såkaldte kærlighedsflygtninge i Malmø... (Underoverskrift til artikel i Samvirke, nr. 1, januar 2007, s.6) [igen typisk arete for nyhedsmedier - dyden grundighed - og underforstået: her får du sandheden]